Spring til indhold

2016 … Tak

Kære kreative blog-venner

2016 har været et spændende år for min lille blog og mit hjerte er fyldt af taknemmelighed til alle jer, der har været med til at få det til at ske ♥

Det blev året, hvor jeg for første gang var ude for at holde billedkunstkurser – dejlige dage fyldt med farver og det givende samvær med nogle af jer. Når man sidder hjemme ved køkkenbordet og prøver at formidle sine forløb og tankerne bag det, sin begejstring og opdagelser …. så er det fantastisk at få noget respons tilbage uanset og det er en hilsen på et kursus, en kommentar her eller på facebook eller et “like” – tak for det 🙂

Jeg er også meget opmuntret over alle dem, der følger bloggen – omkring 1100 er det blevet til på facebook / e-mail.

Skønne billedkunstprojekter er det selvfølgelig også blevet til i 2016. Jeg har samlet et hurtigt overblik her:

I starten af året blev et nyt hold tukaner udruget af 1.klasse – og nogle af dem var oven i købet så gode, at nogle af dem kom i “Ideer på tværs”.

Mine 1.klasser malede også nogle lækre lagkager inspireret af Wayne Thiebaud, og til sidst samlede vi tegningerne til et festligt fællesbillede. Da forsommeren kom, malede de nogle fine rede-malerier med pastelkridt. Det er også de klasser, der har arbejdet med Blue Dog og blomstermalerierne inspireret af Nolde.

2. og 4. klasse stod for et hold skønne kameler med masser af personlighed. Senere malede 2.klasse lupinerne, der gror tæt på vores skole,

Efteråret har været præget meget af lerarbejde. 2.klasse har lavet sjove fine monstre inspireret af DeRosso, og 3.klasse har modelleret spændende græsvase-parafraser med inspiration fra den danske designduo Claydies. Desværre blev jeg syg lige før jul, så de står endnu i ovnen efter glasurbrændingen – jeg er meget spændt på at se dem!

2016 blev også året, hvor jeg for alvor fik arbejdet med arkitektur med mine 3. og 5.klasser. De har både tegnet, lavet assemblager, snittet linoleumssnit og formet lerhuse. Det har været et super spændende forløb, og bestemt alle frustrationerne og al den meget forberedelsestid værd!

Alle klasserne har også arbejdet med digitale malerier malet på iPads, og fået lavet nogle fine billeder på trods af vores begrænsede mængde devices.

I slutningen af november begyndte min ene 5.klasse på et skulptur-forløb med sølvpapir og tape. De smukke fugle man kan se på fotocollagen er dog kun 1.trin – jeg glæder mig til næste step, men jeg vil ikke røbe for meget nu 🙂

Mit lille microforlag har udgivet 6 hæfter i år. Jeg bruger rigtig meget tid på at sammensætte dem, så derfor blev jeg så glad for den respons, jeg fik på kurserne – at hæfterne er nemme at gå til og gode at arbejde ud fra.

Tak til alle jer, der støtter bloggen her ved at købe mine hæfter.

Så tak for det gamle år ♥ I ønskes alle et velsignet nytår.

Kærlig hilsen FruBilledkunst / Tina

5 tanker om “2016 … Tak”

  1. Hej Tina
    Jeg er lærer og fagudvalgsformand på en folkeskole. Flere kolleger er glade for dine e-bøger, og flere af os, har også selv købt dine bøger. Jeg vil meget gerne høre, hvad du tænker om rettigheder mht. dine e-bøger, hvis det er skolen, der køber e-bøgerne. Jeg ved, du skriver, at vi ikke bare kopiere til andre, men hvis skolen er køber, kan alle på skolen så bruge dine e-bøger?
    Venlig hilsen
    Helle Gunnersen

    1. Kære Helle.
      Tak for din forespørgsel 🙂 – du rejser en vigtig problematik, for jeg har jo sat priserne på hæfterne så lavt, fordi jeg ved, at mange køber dem selv …. jeg vil gerne vende tilbage med et mere udførligt svar i et blogindlæg efter vinterferien.
      Venlig hilsen Tina

      1. Hej Tina
        Jeg er helt enig med dig i, at dine hæfter er billige, og jeg kan også godt li’ at eje dem selv, men lærerne skal jo ikke have privatudgifter ved at udføre deres arbejde, selvom vi jo er mange der køber lidt her og der.
        Venlig hilsen
        Helle

  2. Hej Fru Billedkunst.

    Så mange spændende ting og så meget inspiration, som du sender ud! Jeg er novice (ikke ud i lærerfaget) men i billedkunst, så jeg SUGER til mig;) Jeg skal faktisk i gang med dine sølvpapirs-fugle i morgen i min 4, klasse, så jeg er da MEGET spændt på det videre forløb. Kan du mon røbe, hvornår der kommer nyt vedr. dette forløb??;)

    Tak Mvh Lise

    1. Kære Lise
      Aller først tak for de pæne ord 🙂
      Det lyder spændende med fuglene. Jeg har lige færdiggjort mine i den anden 5.klasse jeg har. Men du har ret …. Der er et opfølgende projekt. I det projekt skal eleverne lave Fugl Fønix. Det er super spændende, for vi er midt i processen og idéerne bobler frem fra eleverne 🙂 Jeg har overvejet at lave et “undervejs”-indlæg, men ikke fået det gjort endnu – men tak for opfordringen – det kan måske rykke indlægget lidt op i køen 😉
      Hav en dejlig dag
      FruBilledkunst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights