Spring til indhold

Collager med charme – 2.klasse tryller med saksen

I vores 2. klasse har vi forvandlet billedkunst-lokalet til en tryllestavfabrik!

Med saks, lim og en masse farverige papirer har eleverne skabt de mest charmerende væsner.

Forløbet er en del af det strukturerede tegnekursus, som 2.klasse er i gang med.

Billedinspiration

Vi begyndte med at se på nogle af Karin Olesens collager. (Hendes hjemmeside er pt under ombygning, men til gengæld kan du få et fint 3d-view af hendes galleri på hjemmesiden.)

Vi ridsede nogle hovedlinjer op:

  • der skal være flere figurer på billedet – Vi aftalte, at der skulle være 2. Det passer godt til det kvadratiske format, jeg havde valgt.
  • Figurerne skal helst have mange kanter
  • Figurerne skal klippes i en størrelse, så de fylder det meste af papiret.

Gangen efter gik vi i gang med at klippe.

Vi brugte forskellige scrapbook-papirer, lidt glitterpapir og nogle node-ark – det var hvad jeg havde i depotet.

Klippe og pusle

Jeg havde skåret noget “kopi-karton” til kvadrater – det er sådan et smukt format at arbejde i, synes jeg.

Børnene fik besked på først at klippe, lægge stumperne på kartonstykket og pusle figurerne – uden at lime.

Kompositionen skulle godkendes, før limstiften måtte bruges.

Jeg talte bl.a. med børnene om, hvordan man bruger hele fladen af billedet. Nogle af børnene havde lagt deres figurer helt nede ved papirkanten. Ved at skubbe dem lidt opad, bruger man billedfladen bedre.

Det er også vigtigt at figurerne interagerer med hinanden – det kan som regel klares ved at justere en smule på et hoved eller et næb. 

Øjne og konturer

 

Når figurerne var limet på, skulle eleverne tegne øjne med sort tus rundt om alle de udklippede stykker – også inde i dyrene.

De malede øjne med sort tus og hvid Neocolor.

“Det skøre”

 Og så kom “alt det skøre” – dvs. øjenbryn, øjenvipper, hår, arme, balloner og blomster etc.

Hvis de malede blomster og balloner, skulle de males kraftigt med Neocolor, så der ikke var “snevejr” i baggrunden.

Laminering

Til sidst skulle billederne lamineres – erfaringen siger nemlig at ikke alle elever får limet lige grundigt…. Og vi skal også bruge dem til at tegne/male efter, så de skal kunne holde til lidt…

Jeg har vist disse Karin Olesen-inspirerede collager frem mange gange her på bloggen, for det er et virkelig godt forløb. Men bær over med mig endnu en gang – de er bare så charmerende, at jeg ikke kan lade være…

Og har du aldrig lavet dette projekt, så synes jeg du skal prøve det. Man bliver så glad af det!

De bedste hilsner

1 tanke om “Collager med charme – 2.klasse tryller med saksen”

  1. Pingback: Fra papirklip til farvestrøg – 2.klasse tryller videre - FruBilledkunst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights