Lige efter påske skal mine 8.klasser begynde deres prøve. Det bliver så spændende!
Holdstørrelse
Jeg har egentlig 2 rimelig store hold, men her i prøve-sæsonen er de blevet delt i 3 hold, så jeg kan nå ordenligt rundt og vejlede dem. H&D-folkene på min skole er blevet rådet til max at have 14 elever på hvert prøve-hold, så jeg har holdt fast i at det samme må gøre sig gældende i billedkunst, og det er jeg kommet igennem med.
Logbøger
Logbøgerne har de lavet elektronisk, så det har været nemt for mig at tjekke dem hen ad vejen. Nogle af logbøgerne er meget fyldte, andre mangler lidt hist og her, men sådan er det at have 8.klasse…
Jeg glæder mig til at se dem printet ud. Selvom jeg er et elektronik-legebarn, så holder jeg nu også rigtig meget af fornemmelsen af papir mellem fingrene.
Det er planen at papirerne skal samles i limryg-mapper, så de ser rigtig professionelle ud – det skal jeg nok vise et billede af, når vi kommer dertil. Jeg har også overvejet at samle dem med en klem-ryg med en klar forside, som jeg har valgt til min egen logbog.
Vi er ikke helt færdig med undervisningen og de sidste projekter, så sidstnævnte løsning vil gøre det muligt at sætte noter ind fra det sidste forløb også …
Hvis du ikke synes at logbogen ligner den jeg sælger hos BubbleMinds, er det fordi det her er prototypen jeg har testet af (og blevet meget begejstret for) de sidste to år.
Undervisningsbeskrivelse
Der er meget kort tid til jeg skal sende mine prøvespørgsmål og undervisningsbeskrivelsen til censor. Det har heldigvis ikke været det store arbejde at lave beskrivelsen, for jeg har gjort det hen ad vejen (og delt den med eleverne i deres logbog).
Der sidder i øvrigt også den sketch-note jeg har lavet om prøven, så de hele tiden har overblik over forløbet. Hvis du ikke har set den, kan du finde den gratis hos BubbleMinds.
I min årsplan kan du se, hvordan jeg bygger den op.
Husk i øvrigt at tjekke med din ledelse om de har fundet censor i god tid – en del ledere er ikke opmærksom på at billedkunst-prøven starter så tidligt – i alt fald for dem af os, der lægger B-delen som 5*2 lektioner.
Grunden til at jeg har lagt prøven over så lang tid er, at jeg gerne vil have eleverne til at gå “og koge” lidt på deres idéer. Det giver også fx ler tid til at tørre og blive brændt, hvis nogle vælger at bruge det til deres værk.
Billedet herunder er fra det hold jeg havde for to år siden, og som var kede af at de blev snydt for deres prøve….
Årsudstillingen
Vi får en lille øvegang til at lave udstillinger. Der er nemlig skolefest for hele skolen i næste uge, og der udstiller alle 8.klasses-valgholdene (- perfekt timing før de kommende 7.klasser skal vælge valgfag).
Jeg har tidligere skrevet et indlæg om de udstillingsvægge jeg købte sidste år, og som jeg er rigtig glad for. Jeg fik dem uden for mit normale budget, fordi billedkunst er et nyt prøve-fag, og selvom de selvfølgelig er lidt dyrere end papvægge, men også en hel del mere stabile og holdbare.
Foran tavlerne står et lille billigt IKEA-bord, der passer perfekt i bredden.
Til prøven får hver elev to tavlesider og et bord, men til skolefesten kan bliver de nødt til at dele, så de kun får 1 side hver.
Det var alt for i dag.
God fornøjelse til dig, der også skal have prøve lige om lidt.
De bedste hilsner