Hvor meget kan der egentlig skrives om et lille stykke tilbehør?
For 14 dage siden fortalte jeg her på bloggen om min viskelædertest, og at jeg havde fundet et nyt ynglings-viskelæder. Så troede jeg sådan set, at det var det …. All is said and done …
Men heldigvis er det gået anderledes! En Facebook-følger anbefalede et viskelæder fra Søstrene Grene. Jeg var derinde i går, og købte to varianter for en sikkerheds skyld, men havde meget lave forventninger … det ene kostede 1,48kr, og det andet 1,98kr…. og hvad kan man få for den pris?
En hel del viste det sig! Lad os begynde med “det dyre”.
Grønt viskelæder fra Søstrene Grene
Det visker skoleblyanten overraskende godt ud og tager også det meste af tegneblyanten. Det tager også en god del af farveblyanten og lader tussen upåvirket, hvilket jeg ser som en fordel.
Viskelæderet er skåret skråt i enderne. Generelt er det en fordel, fordi det er lettere at viske små præcise detaljer med en skarp kant, men kanten her er lidt blød og føles lidt skrøbelig. Som du måske kan se på billedet, knækkede det ene hjørne også af, da jeg brugte viskelæderet til den lille test.
Der kommer en del snuller, men det meste samler sig i pølser, så det er nemt at fjerne.
Samlet vil jeg give viskelæderet 8 stjerner – altså en foreløbig 2.plads!
Hvidt viskelæder fra Søstrene Grene
Wow! Det her er vildt! Jeg sidder med et viskelæder til 1,48kr og så præsterer det helt fantastisk.
Der hvor jeg har visket HB-blyanten ud, er papiret næsten helt hvidt, og der er kun en skygge tilbage af 6B-tegneblyanten.
Viskelæderet lysner også farveblyanten en del, som jeg gerne vil have, og efterlader tussen sort.
Snulleret lægger sig som pølser i stedet for at krumme ud over det hele – herligt!
Mit nye favorit-viskelæder Faber-Castell No Dust har fået en alvorlig konkurrent! Godt nok præsterer det en smule bedre, men prisen er mindst 6 gange så høj som dette billige hvide viskelæder.
Sidste gang gav jeg Faber-Castell No Dust 9 stjerner og det grønne Grene-viskelæder har lige fået 8 …. altså må jeg havne på 8½ stjerne for dette lille fantastiske viskelæder. En ny klar 2.plads!
Oversigt
Men jeg synes du skal have lov til at bedømme selv – derfor har jeg lavet et nyt oversigts-billede:
Og igen – lige for en god ordens skyld: Jeg er IKKE sponsoreret af nogen – kun motiveret af min nysgerrighed og passion for billedkunst.
De bedste hilsner
PS Tak til Lise for anbefalingen, der igen ændrede mit fremtidige indkøbsmønster.