Spring til indhold

Rod i farverne? Her er hjælp til dig!

Forskellige farvestifter

Har dit lokale sådan en æske med alle mulige forskellige farve-rester?

Jeg flyttede skole i januar, og mit nye lokale havde sådan en skål! Når man lige flytter skole, er der ca 100.000 andre ting man lige skal have styr på, men kort før ferien kom turen til “skålen”.

Allerførst sorterer jeg de forskellige farvetyper fra hinanden.

Filia

De hårde firkantede farver er Filia olie-kridt. Jeg har aldrig forstået dem! Jeg synes de er for hårde at arbejde med og er for pigmentsvage! Når jeg trykker hårdt med en blå farve, forventer jeg at få en klar blå farve – ikke en fesen lyseblå. Jeg bruger dem kun sjældent i mit lokale og gemmer dem i en lille æske bagerst, så ingen andre finder dem (og jeg igen skal sortere dem fra).

Men det er selvfølgelig en personlig præference. Jeg har hørt, at der er nogle billedkunstlærere, der er glade for dem, men jeg kan ikke huske at have set nogle smukke værker lavet med Filia farvekridt.

Til gengæld griser de heller ikke særlig meget. Til de indledende øvelser i frottage-tryk, er det faktisk mit foretrukne materiale … så ska jeg ikke tørre så meget af efter timen.

Oliepastel / “fedtfarver”

Måske ligger der også nogle oliepasteller i din skål … dem mange kalder “fedtfarver”. Oliepasteller fås i meget forskellig kvalitet. De er nemme at male med, men nogle af dem er svære at blande smukt. Desuden er der en hel del oprydning efter dem, og derfor bruger jeg dem kun sjældent i min undervisning.

Disse farver sætter jeg som regel også lidt væk for at undgå for meget sammenblanding.

Neocolor

Så kommer vi til det virkelige guld – Neocolor-farverne. Neocolor er på min top 3 over favorit-materialer. Det er runde vokspasteller fyldt af pigmenter, der er nemme at blande. De er blødere end filia-farverne, men fastere end oliepastellerne.

Det eneste minus er prisen, men til gengæld holder de meget meget længe!

1’ere eller 2’ere

Neocolor fås i to forskellige udgaver: Neocolor I og Neocolor II. Sidstnævnte er vandopløselige – nogle gange kaldet akvarel.

Begge typer er super gode og har deres fortrin.

Men 1’erne kan du male fx stjerner eller højlys og bagefter male akvarel over – der hvor der er malet, vil akvarellen ikke binde.

2’erne er som nævnt vandopløselige, og derfor kan man tage en fugtig pensel og “trække” farven ud, hvis man ønsker en heldækkende farveflade.

Selvom de begge er rigtig gode, er det træls, når de er blandet sammen! Af den grund foreslår jeg også at I på skolen vælger hvilken type I vil bruge. Jeg foretrækker IIerne – både fordi jeg synes de er mest alsidige og fordi det simpelthen er så meget lettere at rydde op efter!

Men hvis der nu er begge slags i din farve-skål, skal du have sorteret dem!

Hvis der stadig er papir på farverne, er det selvfølgelig nemt at sortere dem, men sådan er det jo ikke altid …

På billedet herover kan du se begge typer. Selvom de umiddelbart ser runde ud begge to, kan du måske se af den nederste har små fine kanter – det er en Neocolor 1. De helt runde er Neocolor II.

En sidste test

Det er rigtig godt at male med siden af neocolor-farver, og derfor vil der sikkert være nogle farver, hvor du ikke kan se om farven oprindeligt har været rund eller kantet.

Her må du i gang med en fugtig serviet. Smitter farven af, er det en 2er, gør den ikke, er det en 1er.

Og har du slet ikke nogen Neocolor? Så må det være tid til at få afsat noget af budgettet til det – efter min mening er de uundværlige!

Kreative hilsener

PS Hvis du søger på Neocolor her på bloggen, får du rigtig mange gode idéer til at bruge dem.

 

 

 

Tags:

3 tanker om “Rod i farverne? Her er hjælp til dig!”

  1. Pingback: Katinkas farve-overraskelse - FruBilledkunst

  2. Hej Tina
    Mange tak for tippet ang. neocolor. Vi har mange stumper liggende, vi må igang med at sorterer, tror jeg må have hjælp af nogle børn.
    Jeg er ikke uddannet billedkunstlærer. Men har gennem årene haft billedkunst og dine hæfter har hjulpet rigtig meget, Eleverne for lavet nogle rigtig fine ting.
    Nu er jeg stødt på pastelkridt flere gange i dine hæfter. Kan du fortælle lidt om det.
    Hvad er pastelkridt? og sammenlignet med neocolor,?
    Hvilke pastelkridt vil du anbefale?

    1. Kære Jette
      1000 tak for de pæne ord og dit spørgsmål. I stedet for at give et kort svar til til, vil jeg lave et indlæg om det på bloggen snarest, for der er sikkert andre, der tænker der samme 🙂
      De bedste hilsner Tina / FruBilledkunst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights