Hvad skal der være i et billedkunstlokale? Her kommer mit bud på de 3 mest uundværlige materialer:
1. Gode tegneblyanter
Det første punkt på listen er heldigvis også relativt billige, hvis skolen har en fornuftig indkøbsaftale.
Nederst på blyanter står hvilken hårdhedsgrad blyanten har. Stiften i en blyant er lavet af en blanding af grafit og ler, og forholdet mellem bestemmer hvor hård eller blød blyanten er. Hårde blyanter indeholder relativt meget ler, så de knækker ikke så let, og skal ikke spidses så ofte. Til gengæld giver de en noget lysere streg.
Fun fact: en 2h blyant indeholder omkring 20-30% ler og 70-80% grafit
For at en tegning skal blive interessant at se på, skal den helst have noget farvekontrast, og til det skal vi bruge bløde blyanter med relativ lidt ler. Jo blødere blyanten er (jo højrer B-værdi den har), jo mørkere er den. Men “everything comes with a price” …. De lækre bløde blyanter skal spidses ret ofte, og grafitten smitter af, når man rører ved det tegnede.
En 8b blyant indeholder ca. 10-15% ler og 85-90% grafit
Finder du en blyant, hvor der ikke står noget på, er det sandsynligvis en HB’er, der har det bedste fra begge sider – den er ikke for lys og skal ikke spidses hele tiden.
Der er ingen faste normer for blyanters hårdhedsgrader
Vidste du, at der ikke er nogen standard for blandingsforholdet af ler og grafit i blyanter? Det er præcis som med tøjstørrelser – i nogle mærker skal du måske 1 eller 2 størrelser op, mens du i andre mærker kan være i en størrelse mindre end den, du normalt bruger. Den enkelte producent bestemmer selv hvor blød fx en 8b blyant skal være, så du kan ikke regne med at en 8b af to forskellige mærker er lige sorte!
Du kan købe fine æsker med fx 12 forskellige hårdhedsgrader … men lad være med det, med mindre det er til dig selv. Dels har du ikke brug for at have alle hårdhedsgraderne og dels skal du bruge alt for meget af din kostbare tid på at sortere blyanter.
Til skolebrug køber jeg normalt et par æsker af disse 4 hårdhedsgrader: 8b, 2b, hb og 2h.
Jeg har ikke et bestemt favorit-mærke, men nogle af de allerbilligste æsker kan godt være af ringe kvalitet, hvor stiften fx ikke er centreret.
Husk også at købe nogle gode viskelædere – og her hænger pris og kvalitet ikke nødvendigvis sammen. Jeg har lavet en test, hvor du selv kan se forskellene.
Har du brug for et godt forløb til at lære eleverne om blyantstegning kan jeg anbefale “Lær at tegne med blyanter” eller “Blyantstegning så det ligner”.
2. Neocolor
Med neocolor kan man det meste! Godt nok er de lidt dyre i indkøb, men de er så pigmentfyldte, at de holder laaang tid.
Neocolor er en voksbaseret pastelfarve, der kommer i to udgaver: Neocolor 1 er vandfast og 2’erne er vandopløslige. Begge typer er nemme at blande og giver smukke ensartede farveblandinger.
Jeg anbefaler at I vælger hvilken type I vil have, og ikke blander begge typer. Der skal nemlig et trænet og tålmodigt øje til at se forskel på de to slags, når de er knækket i 3cm-stykker, og det er et tidskrævende arbejde.
Jeg kan bedst li’ Neocolor 2. Det er dejligt at kunne “trække” farven ud med en fugtig pensel, så du får dækket papiret helt, og stregerne bliver mindre tydelige. Det er også langt hurtigere at rense bordene efter Neocolor 2 – det kan klares med en fugtig klud. Til gengæld smitter farven mere af på fingrene – især på de børn, der har varme (og fugtige) hænder.
Lige som med blyanterne, er det (næsten) umuligt at holde farverne i deres pæne små æsker – jeg har her brugt en tom farveblyantsæske og sorteret farverne i 12 farvegrupper – som du ser, er der flere nuancer af samme farve i rummene, men det plejer at fungere.
Men smid ikke metalæskerne væk. Jeg hiver dem i to halvdele og har derefter to “bakker” børnene bruger til at holde de farver, de skal bruge. På den måde triller lidt færre på gulvet.
Desværre er Neocolor lidt dyre i anskaffelse, så jeg har testet to andre mærker vandopløselige farver: Gallery og Mongyo … men kvaliteten er MEGET lav på dem, så brug pengene på kvalitet.
3. Farveblyanter – Lyra Super Ferby, Faber-Castell Super Grip eller Edu3 Prime Jumbo
Jeg ELSKER farveblyanter! – Altså de gode af slagsen – dem, der er fyldt med farvepigmenter og som er gode at blande. I mange år har jeg udelukkende købt Lyra Super Ferby, fordi de opfylder begge kriterier.
På et tidspunkt fik jeg mulighed for at købe nogle vandopløselige Faber Castell Super Grip, og det gav flere muligheder.
For et år siden lavede jeg en stor farveblyantstest, hvor jeg bl.a. fandt ud af at Edu3 PRime Jumbo var næææsten lige så gode som Lyra Ferby, men en del billigere (og lettere at skaffe med de leverings-aftaler skolen havde).
Skal du bare købe til et lille hold (eller ungerne derhjemme), kan jeg anbefale boghandlerens eget mærke Graphite Stylus – der får du virkelig meget for pengene! – men læs selv mere i testen, så kan du træffe et kvalificeret valg.
Og lige for en god ordens skyld: indlægget her er IKKE sponsoreret. Jeg betaler selv for bloggen og har ikke fået noget af firmaerne, jeg skriver om eller linker til. Det er kun for at hjælpe dig, der står med tilsynet.
Det var mit bud på de 3 vigtigste ting i billedkunstlokalet. Er DU enig?
Kreative hilsner
Kære vildt inspirerende billedkunstner!
Jeg vil Rigtig gerne købe mange af dine pjecer til privat brug.
Hvordan gør jeg? 🙂
Jeg er ikke så god til teknik. Støn.
Hvis jeg fx. gerne vil købe hele kunsthistorie serien, skal man så trykke på hver enkle pjecer eller kan man købe en samlet pakke?
Der er også flere ting , jeg gerne vil købe af dig.
Hvor lang tid vil det ca. tage mht leveringen?
På forhånd tak.
Ditte Forchhammer ( 26330885)
Kære Ditte
Tak for din søde hilsen.
Jeg har desværre (næsten) ikke nogen pakke-løsninger, så ja – man skal trykke på hver enkelt hæfte.
Når du klikker links på min blog, bliver du ført videre til BubbleMinds, der sælger materialerne for mig – Her er et link til alle hæfterne … der er 10 sider, så der er lidt at kigge igennem 😉
Når du køber hæfterne, er de til direkte download – dvs. “leveringen” tager max 5 minutter. Du får et link, hvor du kan downloade pdf-filerne – lige til at se på din computer/tablet eller printe ud. Det bestemmer du selv….
Jeg tror at alle computere/tablets har et indbygget pdf-program/app, så det burde ikke give problemer, selvom man ikke er en teknisk haj.
Alternativ kan man downloade Adobe Reader, som er gratis. Det er ikke så svært, men fremgangsmåden er lidt forskellig alt efter hvilken device du bruger … men som sagt tror jeg ikke det bliver nødvendigt.
De bedste hilsner
Tina / FruBilledkunst