Jeg ELSKER at undervise i valgfag! Det er fantastisk at se, hvordan eleverne udvikler sig – både menneskeligt og kunstnerisk – gennem de to år.
Det er SUPER vigtigt at få lagt rammerne fast fra starten. Eftersom snak og kreativitet forgår i hver sin hjernehalvdel, er det – efter min mening – vigtigt at holde timerne så stille som muligt. I mit lokale må de gerne høre musik i hørebøffer mens de arbejder, men jeg prøver at undgå hyggesnak – ikke fordi jeg elsker at være en skrap lærer, men fordi jeg simpelthen kan se, at værkerne bliver så meget bedre og stærkere, når eleverne kan danne deres egne “bobler” af koncentration.
Planen her dække begge år. Som regel arbejder jeg primært med flade billeder det første år. Grunden til det er, at jeg skal opbevare værkerne indtil prøven, så af praktiske grunde – for ikke at optage for meget opbevaringsplads – vælger jeg at arbejde med skulpturer i 8.klasse.
Jeg plejede at have to hold på hver årgang, så efter de første grundlæggende forløb, brugte jeg forløbene i forskellig rækkefølge – igen af praktiske grunde, da fx malerier undervejs fylder en del i lokalet.
Oversigt over valgfags-årene:
7.klasse
|
8.klasse
|
Undervisningsbeskrivelsen
Jeg har valgt at sætte undervisningsbeskrivelsen ind som forløbsbeskrivelse. På den måde kan du både danne dig et overblik over forløbene og copy-paste beskrivelsen, hvis du bruger forløbet.
Jeg vil foreslå dig at skrive undervisningsbeskrivelsen gennem hele forløbet, så den ikke hænger til sidst. Det giver også et godt overblik for dine elever. Hvis du bruger min digitale logbog, er der allerede sat skemaer ind til det ….
Logbog
Husk også at bruge logbog undervejs. Det hjælper eleverne med at dokumentere deres udvikling og dig med at forstå deres billedkunst-tankegang, så du lettere kan guide dem.
Jeg vil igen anbefale min digitale logbog, som har rigtig mange fordele i forhold til de fysiske logbøger, jeg tidligere har brugt – jeg indsætter link til en lille video om den, så du kan se, hvad jeg mener – klik på billedet eller den blå tekst….
Før prøven vælger jeg at printe logbøgerne ud, da jeg synes det er rarest at have dem i fysisk form til prøven. Jeg samler dem med en klemryg – easy peasy.
Under de sidste prøver synes jeg det var en stor fordel at kunne trække dem frem der, hvor eleven manglede noget eller jeg vidste, at der lå gode skitser/overvejelser.
Iagttagelsesforløb – Introforløb
Forløbet er kort – 1-2 gange, og er primært for at sætte en ramme om undervisningen og lære eleverne om logbogens vigtighed.
Jeg vil anbefale at du samtidig at du introducerer logbogen, og tager en snak med dem om formålet med den. Logbogen skal jo både samle indtrykkene for eleven og samtidig formidle den udvikling de er igennem. Hvis du bruger min digitale logbog, er sketchnoten allerede sat ind, så du kan tale ud fra den.
I logbogen er også oversigten over prøven, som jeg altid starter introduktionen med – jeg synes at det er vigtigt, at eleverne fra starten ved, at de skal lægge et godt arbejde i deres opgaver, fordi de skal bruge dem til prøven.
Hvis du bruger en anden slags logbog, kan du gratis hente mine sketchnotes til logbogen (hvad skal der være i logbogen) og prøven hos BubbleMinds.
Du kan finde undervisningsvejledning til forløbet her.
Tilbage til oversigten
Fotokursus
Den hurtigste genvej til få erfaring med at skabe billeder er at bruge fotografering. Tilmed har (næsten) alle eleverne værktøjet på sig hele tiden. Det giver både træning i motivvalg og fokus på komposition. Derudover bliver eleverne trænede i at redigere billeder, og i flere af mine projekter, bruger de egne fotos som billedreferencer.
Jeg har en enkelt gang været ude for en elev, der ikke havde mobiltelefon, men det kan løses ved at eleven enten får lov til at bruge sin mors/fars mobil hjemme til at tage billeder og redigere dem, eller at eleven arbejder sammen med en ven på holdet.
Forløbet er tænkt som sideløbende med forløb 1 og 3 – de fleste gange bruger jeg ca. 20-30 ud af de 90 minutter vi har sammen. Derfor tager forløbet omkring 14-15 gange.
Du kan finde mine noter til forløbet i dette hæfte:
Fotorealistisk blyantstegning (tema: Hjem)
Dette forløb spænder også over en hel del tid – faktisk indtil juleferien, men det er et meget grundlæggende forløb. Dels skal eleverne lære at “iagttage” i stedet for bare “at se”, dels skal de lære vigtigheden af valør. For en del elever vil det også være nyt, at der skal arbejdes så seriøst og lang tid med deres billeder.
Jeg foreslår, at du lader dem sætte et mål for hvad de skal nå hver gang – det lærer dem at forvalte deres tid bedre – en kompetence de også for brug for, når de skal lave deres værk til prøven.
Forløbet er beskrevet i dette hæfte
Grafik – gel-print (tema: Hverdag)
Gelprint er simpelthen fantastisk og jeg bliver mere og mere begejstret for materialet! Det er en sjov og legende måde at arbejde med grafik/monoprint på, og det er væsentlig hurtigere end f.eks. linoleumstryk.
Forløbet begynder med en masse eksperimenter og slutter med et forløb, hvor eleverne skal tænke over nogle af alle de ting de tager for givet i hverdagen. Hvis du hellere vil arbejde med et andet tema, skal du bare finde andre inspirationsbilleder til den sidste del af projektet.
Gelpladerne er lidt dyre i anskaffelse, men til gengæld billige i drift. Nogle laver dem selv – der er adskillige opskrifter på nettet.
Forløbene er beskrevet i disse hæfter:
Kunsthistorie
Tidligere har jeg kun fortalt eleverne kunsthistorie i forbindelse med projekter, men denne gang har jeg besluttet mig for at give dem et samlet overblik. Jeg prøvede at undersøge markedet men fandt meget få materialer tilegnet folkeskolens ældste klasser …. så derfor er jeg selv gået i gang. Jeg har foreløbig lavet hæfter fra kalkmalerier/middelalderen til pop art, som du kan finde her.
I hvert hæfte har jeg gennemgået perioden og lavet et par læsesider og en sketchnote til eleverne. Derudover har jeg lavet nogle slides til at tale ud fra (med lærernoter til dig) og nogle opgaver.
Hvis du klikker på billederne kommer du til BubbleMinds, hvor du kan få fat i materialerne. Linket viser enkeltbruger-licensen, men hæfterne findes naturligvis også med skolelicens.
I hæfterne er der også små opgaver, som giver en bedre forståelse for de forskellige perioder, og derfor kan der nemt tilføjes flere mål. Jeg har dog valgt kun at lave målene ud fra de hurtige digitale collage af værker, som eleverne skal lave til hver periode..
Fantastiske filtre
Forløbet er inspireret af Ben Heines værker, der er ganske populære på nettet. Her sættes virkelighed og fantasi sammen på en sjov eftertænksom måde.
Du kan finde forløbet beskrevet i detaljer her.
Digitale billedmanipulation – åbning til en anden verden og fantasidyr
Et sjovt og lærerigt forløb!
I første del skal eleverne lære at arbejde i lag og fritlægge motiver. De skal finde to billeder i kontrast og sætte dem sammen, så det bagerste ses gennem en revne. Nogle af værkerne giver “bare” et smil på læben, men andre – som det ovenstående – skaber eftertanke.
I anden del skal eleverne lære hvor relativ simpelt det er at lave fotomanipulation. De skal sammensætte et fantasidyr ud fra mindst 3 forskellige dyr og sætte det ind i nye omgivelser.
Du kan også få begge hæfter i en “pakke”, hvor du sparer lidt.
Store problemer og tryllestøv
Dette forløb var et af dem, som mange elever nævnte som det bedste! Det består egentlig af 2 forløb der hænger sammen. Først skal eleverne vise et problem, de ville ønske de kunne afskaffe, og derefter skal de forstille sig, at de får et tryllepulver, der kan gøre det. Dette pulver skal naturligvis have en passende krukke, der afspejler virkningen. Det skal afspejles i udformningen.
Jeg har desværre endnu ikke fået skrevet hæftet om forløbet, men det er på to-do-listen.
Skam – et maleforløb
Det her forløb var bare så stærkt! Det blev til på en opfordring fra forsker Pernille Steen Pedersen, der har arbejdet meget med skam. Temaet ramte direkte i mellemgulvet hos næsten alle mine elever og førte til mange gode samtaler om uopnåelige kropsidealer, skyld, sociale mediers indflydelse mm. En af pigerne udtrykte til prøven, at de nok var blevet bedre til at tale om skammen efter vi havde arbejdet med det i billedkunst. Så er man altså med til at flytte noget i de unges liv!
Derudover var der selvfølgelig en hel del faglige snakke om maleteknikker…
Her finder du forløbsbeskrivelsen:
Maleri på valgholdet
Det drømmer jeg om at gøre – Tapeskulptur
I mit tidligere hæfte kan du læse tips og tricks om tapeskulpturer, men på et tidspunkt skriver jeg et nyt, for jeg har lært meget siden…
Det var årsplaner for de to valgfagsår. Du kan selvfølgelig bytte rundt og skifte ud, som det passer dig, men det er som regel en fordel at have et udgangspunkt.
Du kan også finde årsplaner for 1.klasse 2.klasse 3.klasse 4.klasse 5.klasse 6.klasse her på FruBilledkunst.
Hjælp gerne en kollega ved at dele indlægget her,
Glædelig sommer
PS – Har du fået købt kalender til næste skoleår? Ellers vil jeg anbefale dig at tage et kig på lærerkalenderen, hvor DIT skema er skrevet ind – uge for uge – og hvor du får alle de ekstraark, der passer netop til DIT lærerarbejde.